Lysets kriger

De ønskede at stække din kraft og putte dig ned i den form, der var til at forstå og have med at gøre. Dog  glemte de, at din kraft var ubegrænset og dit lys ikke til at stække. De glemte at du var af en anden verden og sat i denne for at lyse i frihed og for alle og alt, der måtte have brug for det...

Du så hvordan deres eget lys var blevet sat under en skæppe for længe siden og hvordan de, siden da, var blevet blændet i mødet med dit og alle andres lys.

Når de bad dig vælge din livsvej, din mission, din partner indenfor formen, mærkede du den intense frygt, der lå bag – frygten for at stikke ud, frygten for fiasko, frygten for at miste – identitet, tilhørsforhold, kontrol. Frygten for at stå ansigt til ansigt med deres eget fortrængte lys.

Den frygt de aldrig havde haft modet til at møde og transformere. Det ansvar, de aldrig havde taget.

Forventningerne til dig handlede ikke om at lade dit lys skinne, men nærmere om at nå til en endelig accept af at opgive det og sætte det under samme skæppe, som de selv havde gjort. Så kunne alle være enige og stiltiende bekræfte hinanden i, at det var sådan det var.

At sørge for at fylde dit liv med alt det, der kunne få dig til at glemme, at du netop havde solgt din sjæl. En livslang fornægtelse, en behagelig og tryg illusion, som du nu endelig kunne være en del af. I det mindste var man aldrig alene her. For alle havde de valgt den samme falske tryghed, som det bekvemmelige halv mørke gav. Her så man ikke det hele, de dybeste skygger kunne få lov at ligge og man kunne i stedet hygge sig med popcorn, film, sociale aktiviteter, snak, nye objekter, huse, biler, parforhold, børn, carporte, rejser, tøj, hobbyer, underholdning.

Støj. Den nødvendige støj der hjalp en, med at undgå at høre, alt det stilheden er fuld af.

Jo længere tid der gik, jo mere støj var der brug for og jo sværere blev det at overdøve den indre stemme og dope det dybe, tomme hul, der langsomt var ved at æde en op indefra. Den horisontale søgen blev mere og mere desperat indtil den endelig kollapsede i opgivenhed, som forhåbentlig en dag blev til overgivelse. Og her, netop her, midt i magtesløsheden kunne man endelig vende sig mod det indre lys, begynde at lære det at kende og finde ud af hvordan man kunne hjælpe det til at skinne igen.

Det kan være en lang og sej kamp og jo før du erkender din indre realitet, jo bedre. Meget skal der ryddes op i – tænk bare på alle de relationer, huse, biler, genstande, vaner, misbrug, overbevisninger og alt det andet, der har hjulpet dig med at holde illusionen i ave.

At være en Lysets Kriger handler om at stå i sit eget lys, selv når mørket er tæt og truer med at omslutte dig. Det handler om at turde være det lys, der hjælper andre med at huske og finde tilbage til deres eget.