Den kraftfulde overgivelse

En morgen i september 2015 vågnede jeg med en sær vished om at jeg skulle ud på en længere rejse. Jeg har imidlertid rejst meget i mit liv og netop på den tid, havde jeg ingen umiddelbar lyst eller planer om endnu et eventyr. Derfor vidste jeg at impulsen kom fra et dybere sted. Altså ikke fra min egen lille vilje, men derimod fra mit inderste – min sjæl. Det flow og den viden jeg spontant besad om denne rejse bekræftede mig kun. Da jeg efter et par dage var booket ind på et ayurvedisk retreat i Indien og havde købt min flybillet, var der ingen vej tilbage.

Det flow der omgav denne rejse var gennemgående – fra første spæde ide til sidste uges indsigt om forlængelse af opholdet. Hele processen var båret af noget andet, noget større, som en medvind der fulgte mig undervejs.

Med flow mener jeg den bevægelse, som vi ikke selv skaber og forcerer igennem, men derimod overgiver os til. Som at lægge sig i en flod og flyde med strømmen i stedet for af alle kræfter at kæmpe imod eller forsøge at svømme et bestemt sted hen. Det vil sige, når vi overgiver os til flow, så søger vi ikke længere et bestemt resultat, vi har ingen agenda men giver målet over til noget større. Vi erkender simpelthen, at der er en større mening, som vi måske ikke lige pt kan forstå med vores lille hoved, men som senere vil vise sig.

Jeg er igennem mit liv adskillige gange blevet bekræftet i denne erkendelse og er derfor stort set stoppet med at sætte spørgsmålstegn ved de indsigter og impulser der opstår fra min sjæl. Jeg har langt hen af vejen overgivet mig i tillid til min indre stemme og må konstatere at den indtil videre altid bringer mig det rigtige sted hen. Ikke nødvendigvis det mest behagelige, perfekte, fornuftige sted, men derimod det sted, hvor jeg kan lære præcis det jeg har brug for i en given situation. Noglegange er der en indlysende mening på spil, andre gange afslører den sig efter et stykke tid. Andre gange igen bliver min tro sat på prøve, idet flowet virkelig lader vente på sig og jeg fristes til at skifte retning. Det handler om at blive stående i usikkerhed, at forblive tro mod sig selv trods modstand og dermed via. sine handlinger vise universet at vi er committede, at vi er klar til at slippe vores ego og blive instrument for den større mening. At vi er klar til at udføre den mission, vi er sat på i dette liv.

Tilbage til Inden, som jo var der jeg landede. Efter et helt igennem skønt ophold på Devaaya ayur veda center i Goa, var jeg alligevel efterladt med en nysgerrighed om hvori de vigtige indsigter bestod, eftersom jeg jo følte mig kaldet hertil. Det viste sig at meningen med opholdet her var at rense ud og booste min energi så jeg derefter kunne blive klar til det dybere, indre arbejde.

De efterfølgende dage skulle jeg tilbringe ved stranden, hvor jeg skulle mødes med en ven fra DK. Området omkring Mandrem Beach var hyggeligt og fyldt med hippie turister, laid back cafeer og scootere der fes forbi den kilometerlange strand. Alligevel var der et eller andet, der ikke spillede energimæssigt. Det, kombineret med manglen på dybere indsigter, gjorde mig rimelig afklaret om at skulle hjem den efterfølgende uge. Endnu engang måtte jeg erkende at livet havde en anden plan med mig og jeg vågnede med indsigten om, at skulle blive en uge mere og arbejde med mig selv b.la. via bøn. Jeg havde aldrig bedt før, men havde længe haft en fornemmelse af at det var noget jeg kom til, når tiden var inde. Mindre end 24 timer før min afgang fik jeg uden problemer ordnet billetten og omorganiseret al arbejdet i dk. Igen var der flow, strid imod alt fornuft og i øvrigt flyselskabets 24 timers regel, Well, Well…

De næste dage endte jeg lidt “tilfældigt” med min ven i et andet område, hvor energien var bedre og der var ro til at dyrke det indre. Her begyndte jeg at bede, hvilket resulterede i en mindre revolution i mig. Tårer trillede som aldrig før og jeg oplevede en kontakt til en større kraft, der hjalp mig, vel at mærke effektivt, med at destruere mine indre blokeringer, illusioner og falske bindinger. Jeg forstod mere end nogensinde før, hvorfor alle religioner opfordrer til bøn og venden sig mod “Gud” eller hvad end vi kalder det flere gange dagligt. Jeg kan ikke sige andet end, at det ændrede noget fundamentalt for mig og jeg ved nu, at overgivelse til noget større, lige meget hvad du kalder det og tror på, er et uundgåeligt skridt hen imod ultimativ frihed og lykke. Det svarer lidt til at rende rundt og bære på nogle meget tunge poser uden at vide, at lige ved siden af os, står der et meget stærkere væsen, som bare venter på, at få lov at tage over. Men neej, vi kan i hvert fald godt selv klare den – vi kan sagtens holde vores dybeste sorg inde, undertrykke vores behov, knokle os selv halvt ihjel ect. Hellere det end at bede om hjælp og dermed erkende vores ydmyge menneskelige natur. Kender du også det?

Jeg tror vi mange gange føler overgivelse som en opgiven, som igen er lighedstegn med at have tabt. Hvis vi tænker på ordet i sin reneste forstand, så giver vi jo i virkeligheden noget op….Op til noget større, som så kan tage over og dermed lette os…

For at opdage den kraftfulde virkning som overgivelsen har, er vi dog nødt til at tage det første skridt – at overgive os i tillid – med risiko for, at alt det forfærdelige vores “fornuft” fortæller os, vil ske, er sandt.

Spørgsmålet er: Tør du tage det skridt – Tør du overgive dig?