Kærligheden er....

Processer arbejder i mig. Tid er en illusion, der findes kun sandhed. Kærligheden lever, og har, lige som alt andet levende, brug for luft, næring, ro og tillid. Uden tillid kan kærligheden ikke leve. Jeg er nødt til at stå i min sandhed, at være sand mod mig selv, no matter what. At lade verden falde sammen i tillid til sandheden, det er mit lod, det er der kærligheden lever.

Det er når vi tager det risikable skridt, hvor vi slipper, i tillid til, at alt må gå som det skal, med et non- goal mindset, i åbenhed, i surrender. Da lader Gud livet udfolde sig for vores fødder. Da modtager vi alt hvad vi nogensinde har turdet drømme om, og chokeret og forundret står vi tilbage og håber på at huske det til næste gang, vi bliver konfronteret med kærlighedens sur- søde dualitet.

I min søgen efter kærligheden i dig og imellem os, er det umuligt at leve den, fordi jeg igen har glemt, at den findes inde i mig. Fordi jeg igen har glemt den dybere sandhed om kærlighedens væsen: jeg er kærlighed lige såvel som du, og når vi begge er den, ja så kan vi mødes i kærlighed. Så kan vi være “in love”. 

Fordi kærlighed handler om at give og kun egoet handler om at tage. Det ego som, på forunderligvis, hver gang, får listet sig ind på mig, i klædt som kærlighed og som får hvisket til mig, at jeg må holde fast, at jeg må søge, forcere, anstrenge mig, kæmpe. Det ego, som efterlader mig frustreret, frygtsom og i underskud. Et underskud, der igen gør mig desperat for at finde tilbage til kærligheden.

Der hvor jeg mister mig selv er der intet tilbage at elske. For hvem skal du elske, hvis jeg ikke er? Hvem elsker jeg, hvis jeg ikke er? Noget kollapser i mig, nu igen, mit ego? Som en langsom nedsmeltning af den falske konstruktion på vej i kamp. Husker pludselig sandheden, mærker den…Husker på at når jeg er allermest desperat i kamp, vil jeg finde præcis hvad jeg søger ved ganske enkelt at opgive. Som at lægge mig ned på jorden og kigge op i himlen.

Kærligheden er et slip ud i intetheden som deri pludselig bliver til en helt særlig fylde, en livsnektar der flyder igennem mig og universet. En accept af din storhed og min egen birolle, en ydmyghed. En dyb erkendelse af, at jeg intet kan stille op i kærlighedens flow. Blot kan jeg åbne og give slip og når jeg igen glemmer det og tager fat, som om det var min business, ja da, kan jeg blot vende tilbage, åbne og give slip..

Vi kan ikke selv vælge hvem vi elsker, om kærligheden vil holde, om der vil opstå kærlighed til et bestemt menneske..Blot kan vi ydmygt iagttage kærlighedens natur. Vi kan forsøge at forstå den og give den lov til at fylde os og hjælpe os mod dybere sandhed. Vi kan lade den tale til os og vi kan lytte. Alt andet er omsonst. Alt andet er hybris, som jo som bekendt giver nemesis. Ikke mindst i tab af væren og dermed kærlighed.

Med lange arme og åben mund ser jeg til, magtesløs i kærlighedens favn, som et hav der suser igennem mig, nogle gange som et blikstille, klart hav, andre gange med store, brusende bølger. Så længe jeg tør være containeren, så længe lever kærligheden i mig. Kærligheden kan ikke sameksistere med frygt, kun nåressens møder essens kan kærligheden opstå…fordi der mødes kærlighed med kærlighed…

Måske er vi i virkeligheden bare brikker i livets store spil. Brikker, der tror de har deres eget liv, ofte i desperat kamp mod livets strøm. En kamp, der aldrig kan vindes, et brud på naturens love. En kilde til sygdom, hårdhed, forstokkethed, sorg…

Hvad mon der sker hvis vi indser denne sandhed, hvis vi alle begynder at huske os selv og hinanden på den?

Kærligheden er og måske er spørgsmålet ikke hvor den er, men hvor vi er…eller nærmere om vi er…