Når kvinder connecter...

Når vi kvinder connecter i al uperfekthed med knuste hjerter, knuste drømme og illusioner, der ikke længere virker. Når vi deler den forundring, tomhed og dybe identitetskrise, der opstår deraf. Når hele samfundets grundlag viser sig ikke at være “det”, som vi troede vi søgte. Det, der kunne udfylde, den dybe udefinerbare længsel i os alle.

Hvad er meningen så med det hele? Hvad er det så vi søger og hvem er vi?

Det kræver et vist antal møder med andre desillusionerede, før en accept af livsløgnen kan integreres og en ny sandhed spire frem. Paradigme skiftet er i fuld gang og sikke en befrielse, når vi i sandhed og respekt kan dele det.

Det oplevede jeg netop på et skønt yogini retreat i påsken. Da vi på 2 dagen lod alle masker falde og lod de andre kigge ind i vores hjerte vindue – der opstod det der helt særlige. DenX- Factor, som mærkede os alle og gav dette ophold en ekstra dyb dimension. Hjerter mødtes og forstående blikke fyldt af medfølelse, omsorg og genkendelse blev udvekslet, da vi hver især delte vores uperfekte liv, vores bristede parforhold og ægteskaber, vores længsler, vores undertrykte seksualitet og det modsatte.

Midt i saunaen og samtalens hede, slog det mig hvordan vi alle har været offer for det gamle paradigmes undertrykkelse af den feminine kraft. Helt tilbage fra Yeshuas udkårne Maria Magdalenes eksklusion fra biblen og kristendommen til den pæne pige versus luderen idag. Hele den eksklusion af de kvindelige arketyper, som lever i bedste velgående i vores måde at indgå i parforhold, familie, karriere, i vores sexliv, i vores fordomme og ide om at det gamle ordsprog om ” A lady in the street and a devil in bed” er uforligneligt i det virkelige liv. Hele den kollektive skam og dårlige selvværd, mange af os kvinder bærer rundt på og som ses ikke mindst i vores relationer til mænd. Det faktum at mange af os lever efter den begrænsende overbevisning at enten er vi den pæne pige og dermed parforholds/ ægteskabs materiale eller også billige og dermed uværdige, men sexede flirt, elsker, affære.

Når en kvinde udtrykker sig frit om sin seksualitet, bliver det ofte opfattet med forargelse og hun bliver puttet i bås som “for meget”. Se bare på vores egen Caroline fra Paradise Hotel, som til perfektion udfylder rollen som bitchen, den vilde, seksuelle pige, som mange elsker at hade. Gad vide om der ikke også gemmer sig en smuk prinsesse, en himmelsk gudinde og omsorgsfuld mor i hende og om det ikke ville være meget mere interessant, hvis medierne begyndte at fremstille kvinder mere nuanceret.

Når vi kvinder connecter fra et ægte, sårbart hjerte opstår der så meget healing og vækkelse af den fortrængte kvindelige kraft, som verden så desperat længes efter.
Lad os mødes som uperfekte søstre istedet for rivalinder og lad os sammen rejse os fra graven og vise verden hvem vi egentlig er…

I al kærlighed, sårbarhed, respekt, uperfekthed, kraftfuldhed, seksualitet, vildskab, skønhed, renhed og fremfor alt rummelighed…