"Fri os af de bånd, vi binder hinanden med"

Om parforhold set i et større perspektiv

Bortset fra et fåtal, der oprigtigt føler at kerne familien er selve meningen med livet, så oplever jeg, at mange moderne mennesker har brug for at mærke en større mening med deres parforhold. Tryghed, komfort og tilknytning er ikke længere nok, i hvert fald ikke hvis vi samtidig vil have et levende parforhold, dvs. et forhold med gnist, gensidig spejling og udvikling.

Mange parforhold går i opløsning, fordi en eller begge parter er ‘faldet i søvn’ og har lullet sig ind i illusionen om at ‘den trygge comfort zone’ er nok. Dermed har de glemt det faktum, at selve livet består i bevægelse og forandring og at menneskets dybeste drift, om end det er ubevidst, er udvikling. Ligesom en plante, der naturligt strækker sig mod lyset for at vokse, vil menneskets naturlige bevægelse være derhen hvor det kan udvikle sig og som bekendt sker denne udvikling udenfor vores comfortzone. Den trygge base er ikke desto mindre vigtig som afsæt til at gå ud i livet, ud i ‘den gule zone’ og et parforhold skulle gerne have en balance ml. tryghed og udfordring. Hvis vi går for lidt ud af comfortzonen og mærker livet, dør vi lige så stille, hvorimod hvis vi er for meget i ‘den gule zone’, bliver forholdet for udfordrende.

Jeg tror noget af det vigtigste for et velfungerende parforhold, er at begge individer er hele mennesker, dvs. at de hver især har fundet trygheden i sig selv, har lært at rumme sig selv på godt og ondt og er i stand til at fylde sig selv op. Kort sagt de kan gå og stå selv. Fra det udgangspunkt bliver partneren ikke en erstatning for det, vi ikke selv har integreret og allervigtigst så undgår vi at ende i et afhængighedsforhold. For igen menneskets stærkeste drift ER udvikling og heling. Hvis vores partner kommer til at repræsentere den anden halvdel, vores egen skygge, som vi ikke ellers ved hvordan vi skal få fat i, så VIL vi blive afhængige af at have vedkommende i vores liv. Det siger sig selv at afhængighed er et skidt udgangspunkt, der ikke fordrer hverken sandhed, kærlighed eller gnist, men derimod ofte ender i en stor, ulmende livsløgn.

Der hvor der er sandhed, er der lys. Der hvor der er lys, er der liv og der hvor der er liv er der gnist, kærlighed og udvikling.

Så hvad nu hvis vi vender det hele på hovedet og går ud fra at selve meningen med parforholdet er udvikling – at vokse sammen, uden at voksesammen. Hvis vi antager at vi alle har et grundlæggende ansvar for vores eget liv, som ingen partner skal eller kan påtage sig – dvs. ansvaret for at rumme, elske og hvile i sig selv. Vores partner er blot et spejl, som kan hjælpe os i denne proces – også selvom de til tider, kan hjælpe os vældig meget. Alt det vi finder i et parforhold bliver på denne måde sekundært, en luksus, som vi kan vælge til af lyst fremfor af behov. Selve meningen med parforholdet bliver heller ikke nødvendigvis at skabe et hjem og familie sammen, hvilket jo ikke vil fungere med alle slags partnere, og det kære parforhold bliver befriet for en masse forventninger. Lettelsens suk!

Tænk hvis vi kunne møde hinanden helt åbent i kærlighed uden med det samme at forcere en ‘standard pakke’ af kæresteforhold, bofællesskab og børn ned over hovedet på relationen. Tænk hvis der var en dybere mening med alle de ‘kærlighedsmøder’ vi oplever gennem livet, en dybere læring, som måske ville gå tabt, hvis vi stædigt holder fast i ‘pakken’.

Jeg tror personligt, at vi møder alle vores partnere fordi vi igennem mødet, kan heale specifikke sår på sjælen og lære livsvigtige lektier. Nogle repræsenterer vores forældre, som vi ikke har fået gjort op med, nogle spejler vores egen skygge og hjælper os dermed med at se den i øjnene, nogle lærer os at åbne hjertet, andre vækker vores gnist og seksuelle potentiale. Nogle pisser os så meget af, at den ‘pæne’ pige eller dreng viger pladsen for år lang undertrykt vrede og kraft. Nogle er der så vi kan lære at sige farvel og gøre det forbi.

Nogle er der længe, andre kort- nogle kaldes kærester, andre elskere, koner/mænd, flirts, venner, seksuelle partnere. Alle er de lige værdige og vigtige og vi kan ære den rolle som læremestre, de hver og en, har spillet i vores liv.

Når vi ser på parforholdet i dette lys, behøver vi heller ikke føle os som fiaskoer, hvis vores forhold ikke længere fungerer, men derimod forstå, at den lektie, de var der for at give os, nu er lært og at det at blive længere kun er vejen til en langsom død. ‘At stoppe mens legen er god’, er måske et meget passende citat her.

Nogle af disse tanker kan forekomme svære at føre ud i livet og min erfaring at det kræver et dyberegående arbejde med os selv – til gengæld er den frihed, kærlighed, passion, mening og liv, vi får i tilgift, det hele værd….