Lys

Selvom lyset kun lige skimtes langt ude i horisonten, må vi ikke glemme at det er der. Vi må holde fokus på det og undgå at miste retningen mens vi dealer med mørket omkring os.

Da jeg var omkring 7 år, så jeg for mit indre blik en lang tunnel med et meget lille lys for enden. Det var tydeligt at vejen mod lyset var lang og sej og jeg havde kun to muligheder. Enten kunne jeg lægge mig ned og give op på forhånd eller også kunne jeg samle al min indre kraft og gå mod lyset uden at lade noget stoppe mig. Jeg valgte det sidste og i dag er jeg nået frem i lyset. Mit liv er nu fyldt med glæde, kærlighed, kreativitet, frihed, fred, harmoni og autencitet.

Men det var ikke en let vej og det krævede at jeg aldrig mistede mit fokus. Undervejs måtte jeg kæmpe med lavt selvværd, sorg, skyld og skam, tomhed og meningsløshed, dys-funktionelle relationer mm. Jeg måtte lære at stå alene, at bryde ud af gamle normer og rollemønstre, at tro på mig selv, selv når der ingen spejle var, at tro på lyset selv når alt omkring mig synes mørkt.

Det er heltens rejse og vi er alle på den rejse på forskellige måder og må udkæmpe vores slag. Lad os hjælpe hinanden med at holde fokus på lyset og lade det sejre over mørket – i os og i verden!