At give afkald

At give afkald er at give slip. Men hvis vi giver helt slip, hvad er der så tilbage? Hvis vi ikke forcerer noget, men bare er, hvilke mennesker, situationer og livs omstændigheder manifesterer sig så?

Dette har at gøre med loven om affinitet(tiltrækning) og spørgsmålet her er; hvad tiltrækker vores essens sig naturligt? Modsat hvad tiltrækker vores Ego sig, som jo kæmper med at ville have alting på en bestemt måde. En ting er sikkert, Ego’et vil under alle omstændigheder tiltrække sig situationer, mennesker og omstændigheder, der kræver mere kamp. Lige tiltrækker lige, hvorved vores essens vil tiltrække sig det, der faktisk korresponderer os på et dybere plan. Men det kræver at vi giver slip og dermed giver afkald på det, som vores Ego er overbevist om vi har brug for…

Hvad nu hvis resultatet ville blive så meget bedre af, at vi slap det fuldstændig?

At vi overlod det til universet, Gud, Kraften, hvad end du vil kalde det…

Hvis vi forstod at vi med vores lille hoved ikke kan regne ud, hvad der i sidste ende er bedst for os, altså hvad der tjener os og helheden bedst på længere sigt?

Hvis vi virkelig forstod at det, der er det letteste og mest naturlige for os, også er en del af vores vej, hvis ikke vores livs formål?

Det at give afkald har, for mig, altid været lidt svært, fordi det harmonerede ret dårligt med mit Ego’s begær, om at ville det hele og helst på en gang. Altså det man kunne kalde grådighed. Ikke så meget i materiel forstand, men mere i en evig stræben efter muligheder.

Idag har jeg sluppet ideen om at jeg har brug for dit og dat, at jeg kan regne den ud og at jeg kan forcere/ kæmpe mig til noget som helst. Modsat hvad man måske kunne tro er det er en kæmpe lettelse. Det betyder også at jeg har sluppet ideen om at jeg skal leve op til bestemte samfunds normer og roller og gøre tingene på en bestemt måde. Hele pakken med at arbejde 8-16, være kæreste på en bestemt måde, bo på en bestemt måde, rejse på bestemte tidspunkter og i en bestemt form, få børn i en bestemt alder ect.

En interessant erfaring, jeg har gjort mig, i fht. til netop dette, er, at det på en sær måde opløser illusionen om den lineære tid, som vi alle er fanget i. Tidsbegrebet kan ikke længere opretholdes simpelthen fordi jeg ikke lever efter de forskellige punkter på den illusoriske tidslinje. Tiden føles nu nærmere som evige cyklusser og den velkendte fornemmelse af at skulle skynde mig, at skulle nå ‘noget’, er væk. Sikke en befrielse!

Men hvordan ved jeg så hvad jeg skal gøre og hvornår, vil nogle måske spørge?
Sidder jeg så bare i lotus stilling, mediterer og reciterer Ohm mantraer hele dagen eller hvad?

Nej, slet ikke, selvom når man forstår hvad en lignende praksis medfører af dybdegående forandringer, er min erfaring, at det bliver en naturlig del af hverdagen. Hvordan og hvor meget man så end vælger at praktisere.

Jeg ved jeg skal handle, når jeg får fornemmelsen af en indre impuls, som enten opstår af sig selv eller som reaktion på en ydre impuls.

Det vil konkret sige, jeg mærker en pludselig tilskyndelse til at melde mig til et bestemt kursus, jeg oplever en pludselig indsigt om at jeg har brug for at række ud til en bestemt person, at jeg skal tage på en rejse eller andet. Eller, hvis impulsen kommer udefra; jeg mærker et JA i fht. at min veninde gerne vil til Frankrig, kombineret med den måske allerede opståede indre impuls, en fornemmelse af at skulle til Frankrig. En indre impuls, jeg måske ikke følte var helt tydelig endnu, men som jeg mærker resonerer, da min veninde siger det. Jeg ser også her at livet sender mig flere signaler i samme retning, hvilket ofte er en indikator for at den er god nok. Der er noget, du skal her.

Dette er en meget anderledes tilgang til livet end når vi går efter motivet: Jeg har lyst til at tage til Frankrig, spise bøffer, købe dit og dat, være sammen med denne her person, så det gør jeg. Bom Bom. Intet galt i at gå med sin lyst, sålænge det ikke skader andre, men her skal vi jo have de store briller på for mange af vores dagligdags valg set i en samlet sum, kan hvis vi ikke er bevidste om det, skade andre en hel del. Som i; hvad forbruger vi og hvem støtter vi i den sammenhæng ect. Min erfaring er, at hvis vi lytter til vores indre stemme og dermed giver afkald på vores egen, ofte insisterende, vilje, så opnår vi i det store hele bedre og mere hensigtsmæssige resultater for os selv og verden.

Det kræver selvfølgelig en høj grad af nærvær, som igen kræver en vis langsomhed – noget vores højspændte, moderne samfund ikke ligefrem fordrer.

Derudover handler det om at have en grundlæggende tro på at der findes noget større end os mennesker og at der er en mening med at hver enkelt af os er her. Altså det er ikke kun et spørgsmål om at nyde og blive underholdt livet igennem, men vi er her med et formål, i en slags tjeneste. Når dette er en dybt forankret fornemmelse, så vil vi mærke hvordan vi støder hovedet mod en mur, hver gang vi ‘bare’ re-agerer udfra vores Ego’s overlevelses drift. Når vi, pga. vores Egos sult efter tryghed, magt, penge, sex, kærlighed ect., volder andre (og os selv) smerte, fremfor at følge det, der er kærligst, altså bedst for helheden. Og helheden omfatter jo vores verden, kloden, mennesker, dyr, naboen Hr. Hansen og hende der, vi bare slet ikke bryder os om. Fordi hun har alt det vi gerne ville have og selvfølgelig fra Egoets perspektiv ligner os selv til forveksling og/ eller er kommet længere på sin vej. Og så kan man jo spørge, har hun i virkeligheden det? For hvis vi henfalder til et større perspektiv, hvor der er en mening med hver enkelt af os, så kan vi jo kun få det, der korresponderer vores sjæl. Og det er i øvrigt også det vi dybest set ønsker os og som er på vores vej et sted, hvis vi ellers går på den..

Læs; Noglegange har vi tendens til at forvilde os ud i buskadset eller simpelthen på en helt anden vej, nemlig en andens, vores mors, fars, idols, venindes. Dette kan desværre stå på i mange år, indtil vi en dag vågner op og begynder at lytte. Suk, hvor kan vi spilde liv med det!

For mig at se er det dybt kritisk, at vi ikke lærer noget om alt dette, om hvordan vi kan leve og tackle livet på bedste vis, allerede i skolen. Vi har ganske vist religion på skoleskemaet i folkeskolen og psykologi som valgfag i gymnasiet, men relevansen af det vi lærer, omend det kan være udmærket, er efter min mening langtfra hvad vi ville kunne opnå, hvis vi kiggede dybt i den esoteriske visdom, som findes indenfor alle religioner. Dvs. også i den kristendom, vores egen kulturarv, som desværre har gravet sin egen undergang, ved at basere sin lære på magtsyge disciple og præster fremfor på Yeshua og Maria Magdalenas egentlige budskab.

Hvorfor er vi så rigide at den praktiske erfaring, omend overleveret og efterprøvet igennem årtusinder, ikke har nogen stemme?

Hvis vi kigger på hvor mange, der får stress, depression, kræft, bliver skilt, skifter spor og i det hele taget lider i forvildelsen og meningsløsheden, så er der god grund til at prøve noget nyt. For ikke at glemme vores klode, der er ved at gå op i limningen.

Resultatet af nuværende paradigme taler for sig selv og det med store bogstaver!

Hvis vi alle gav bare en smule afkald på vores egen lille Ego vilje til overlevelse, er jeg sikker på det ville se mere optimistisk ud og at vi paradoksalt nok ville få langt bedre mulighed for at overleve som art og klode…