Far historier - fra en tragikomisk barndom, part. 1

Efter utallige opfordringer fra venner og bekendte, kommer der nu endelig en føljeton til ære for min elskede far og hans skøre, hjertevarme væsen.

Min far døde i 2002, 51 år, af lever svigt grundet mange års misbrug af alkohol, men på trods af hans tragiske skæbne og alt det svære, der fulgte med en barndom med ham ved roret, husker jeg allermest de mange spids findige og dybt komiske situationer. Efterhånden som jeg har fortalt dem vidt og bredt, er det blevet til små historier, som hver evig eneste gang åbner mit hjerte og forbinder mig med min far i mig. Det er disse historier jeg vil dele med jer. Feel free to laugh – Jeg sikker på min far griner med hinsides og jeg selv har svært ved at holde (latter) tårerne tilbage, når jeg beskæftiger mig med disse ur-komiske minder. Og bare lige inden I begynder at tvivle – JA, det er rigtige historier!

Enjoy – Del – Kommenter og/ eller læs evt. nogle af dem, som en sjov godnathistorie for dine børn 

Min far

Min far hed Lasse og fik mig som 30 årig, med sin daværende kæreste, min mor, Åse. De to flyttede sammen i lejligheden på Enighedsvej 16, 2 tv i Charlottenlund og drømte om at skabe det kærlige, varme familieliv, de ikke selv havde oplevet. De var begge sårede børn fra konservative familier, der kæmpede med ønsket om at passe ind og trangen til at bryde ud. Som det oftest går, tog ‘skyggen’ også over for dem og trangen til at bryde med de rigide normer blev til mange og lange glade timer, desværre med al for meget alkohol. Da jeg var 4 år, brød min mors psykiske ubalance ud som sygdom og hun flyttede fra os og kom aldrig tilbage. 7 år senere blev vi ringet op, da hun havde begået selvmord. Bortset fra de lange perioder hos mine bedsteforældre, der hjalp meget til, har jeg derfor boet det meste af min barndom alene med min far. Det var både tragisk, tosset, kærligt, ulideligt, dejligt, sjovt og hårdt. En ting er sikkert – det var anderledes og den anderledeshed har fulgt mig så længe jeg kan huske. Idag er det dog en force, som gør mig i stand til at rumme og forstå mere end de fleste. For sagt i al kærlighed- intet bliver nogensinde mere pinligt end min far…

Hvis du læser hele indlægget, er jeg sikker du vil forstå mig 

Min far var et meget sammensat menneske og samtidig var han så utrolig simpel og umiddelbar. Der var ikke et kim af ondskab i ham, han var kærligheden selv og lige så uskyldig og nem at gennemskue som et barn. Ja faktisk, er det nok lettest at beskrive ham som et voksent barn, der på den mest tragikomiske vis, var ude af stand til at gøre særlig mange ting, der krævede et voksent menneskes bevidsthed. Den praktiske sans var mildest talt ikke særlig udviklet og det at holde hus, lave mad, vaske tøj og betale regninger, var nok til at give ham gevaldigt med sved på skaldepanden. I det hele taget sad min fars nerver lidt langt uden på tøjet og i hans frustration over en eller anden praktisk ting råbte han ofte på mig. Det lød nogenlunde således Sie ( som han kaldte mig) for helvede, hvorfor virker fjernsynet, varmen, telefonen ikke?! Jeg var ikke særlig stor, før jeg måtte fortælle ham at en lasagne altså skal i ovnen og ikke ned i en gryde med kogende vand og at der var blevet lukket for varmen eller telefonen pga. manglende betaling af alle de rudekuverter, der lå i den øverste skuffe i chatollet

………………..

Når det ringede på døren, og min far ikke allerede vidste, at det var hans bedste ven Lasse Guitar, der i øvrigt havde sit eget signal ( 3 ring og pause), trak han gardinerne for og bad mig sætte mig under bordet. Som han sagde, det kunne jo være pegle vognen ( den tids licens betaling) eller nogle fra skat og der var jo lidt rigeligt med uåbnede rudekuverter i den skuffe. Jeg hadede at jeg ikke måtte åbne døren eller tage telefonen og ønskede bare af hele mit hjerte at være normal. Det ønske gik aldrig i opfyldelse

…………………

Oprydning og hygiejne var det heller ikke alt for godt med og når min far en gang imellem stod tidligt op, elskede han at starte morgenen med et dejligt, varmt karbad. Hvad han lige havde overset,  (hvilket mængden af skidt taget i betragtning, er en umulighed at sætte sig ind i) var at rengøre karret. Jeg husker tydeligt hvordan jeg, som lille, fik et undrende smil på læben, ved det syn, der mødte mig på badeværelset:

Der lå min far, fuldstændig bedøvet af varmen, rød i hele det hovede, som stak op over et dække af en udefinerbar blanding af skidt – støv, hår, kalk og alt hvad der ellers kan tænkes at sætte sig på et badekar, der aldrig bliver gjort rent. Vandet var ikke til at se og min fars bemærkning om at stå tidligt op og være frisk var sært malplaceret, synet taget i betragtning

……………….

En anden ting var den te og nogle gange mad, der undertiden smagte af, det jeg senere forstod var mug. Mine bedste forældre kom ofte på ugentlige besøg, for at hjælpe min far med vasketøj og ikke mindst for at lægge dyne træk på, som var hans absolut største besvær. En dag havde de lyst til en kop te og min far sprang som den gode dreng, ud i køkkenet for hente kopper og lave te. Da han kom tilbage med kopperne kiggede min skrappe farfar ned i sin kop og var ikke begejstret ved synet. Koppens bund var fyldt med ris, tomat sovs og krydderier. Lille Lasse sagde farfar, mens han skruede sin strenge mine på og stak den belærende finger i vejret. Dette fik min far til at spærre øjnene op og ivrig efter at leve op til sin fars krav, sprang han igen ud i køkkenet og kom tilbage med noget, der skulle rengøre kopperne. Med en beskidt og muggen karklud tørrede han indersiden af kopperne af og afventede fuld af forventning, den anderkendelse, der nu måtte være ham værdig. Den kom aldrig, istedet konkluderede min farfar, med en omend endnu strammere mine, at de ikke skulle nyde noget af teen idag

………………

Og så var der den tomat sovs, som altid var over det hele. Når min far lavede mad og spiste var det et syn for guderne. Helst ville han have peber bøf med masser af tomat sauce og kartofler. Begrænsning var heller ikke hans stærke side og som følge af den ofte overdrevne mængde af peber bøffer på hans tallerkenen, flød den over med sovs. Min far selv lignede mest af alt et frådende uhyre, som han med voldsom appetit skovlene i sig mens sveden haglede ned af panden på ham og sovsen løb ud af munden og udover tallerkenen. Men som han sagde, intet problem, hvorefter han stak sin langærmede strik sweater op foran munden og tørrede sovsen af. Det er ikke svært at forestille sig hvorfor alle vores møbler og mange steder på væggen stort set altid havde tomatsovs på sig. Jeg husker når vi en sjælden gang imellem fik nye møbler og hvordan jeg brændende bad til at de ville forblive rene og fri for tomat sovs. Det ønske måtte jeg også skyde en hvid pil efter

…………………….

Derudover var min far meget bange for at lide af diverse sygdomme og istedet for at sætte ind i fht. det virkelige problem – alkohol forbruget, spiste han 14 friske fed hvidløg om dagen. Det lugtede mildest talt ikke særligt godt og så stærkt at når min far var stået ud af elevatoren på 2. sal kunne jeg lugte at han var på vej. Da den daglige overdosis af hvidløg resulterede i mavesår, satte lægen heldigvis en stopper for det

………………….

Oprydningen var en helt anden sag og lagde tidligt kimen til min halv neurotiske ordens sans. Jeg kiggede på tomatsovsen, på alt rodet og på de gamle hippie ting i lejligheden og besluttede mig for, at tage affære. Det skulle jeg sørme nok ordne! Og når jeg først har besluttet mig til noget er der ingen og intet, der kan stoppe mig. Heller ikke dengang. Over flere omgange blev hele lejligheden ryddet op, møbler sat nye steder og alle bøgerne i min fars store 70’er reol, sat størrelses i orden. Det var jo ikke så galt endda og dog, for i mit lille hoved, tænkte jeg, at alt det, der så slidt ud, ikke bare var gammelt, men for gammelt og altså skulle smides ud. Og sådan gik det til, at over halvdelen af min fars bøger røg i skraldehuset, hans antikke sybord i containeren og da jeg netop var på vej ned med det slidte, og dermed for gamle sofabord, mødte jeg ham i foyeren. Åh åh så vidste jeg godt hvad klokken var slået. Min far blev ildrød i hovedet og fik ‘dårlige nerver’, som man sagde, da han så mig med sofabordet og i flere timer måtte jeg ned og hive bøger op af skraldespanden. Hans sybord var dog blevet kørt væk med containeren. Et par dage efter var al rodet der igen og tomat saucen var tilbage på diverse vægge og overflader. Jeg var slukøret. Det rene, ordentlige og simple hjem jeg så inderligt ønskede mig blev heller aldrig en realitet

………………………..

Hvis du efterhånden har fået en ide om min far, så forestil dig nu forældremøder og det i det hele taget at gå med ham på gaden. Nu var hans udseende jo heller ikke helt almindeligt, slet ikke i 80’ernes Charlottenlund. Min far var frankofil og gik stort set altid med en fransk alpehue, der enten var for stor og fik ham til at ligne en paddehat, eller for lille, og fik ham til at ligne en matros dreng. Derudover havde hans enten fløjels eller cowboy bukser på, som altid var for store så skjorten hang ud over og man undertiden kunne se, det jeg, som lille, kaldte, ‘røvrenden’. Røv renden var det værste jeg vidste og når de andre børn talte om tissekone og tissemænd, kunne jeg ikke tænke på andet end det pinlige syn af min fars røvrende.

På et tidspunkt fik han læse briller og nogle gange gik han med dem på gaden. Det var de billigste briller fra Bog & Ide og det værste var, når han havde dem på til forældremøder, helt ubevidst om at det ene glas var røget ud og den anden brille sad skævt og pegede halvt ud i luften. Der var jeg ved at synke i jorden

…………….

Så havde han også en lædertaske med remme og en dag gik den ene rem af. Men det var ikke noget problem, for min far valgte bare at holde tasken under armen og lade remmen blive hevet som en lang hale efter sig

……………

Min far identificerede sig desuden meget med Anders And og læste tit Anders And blade. Derfor var det heller ikke mærkeligt for ham når han ofte var meget uheldig.
En sommerdag med et glas vin i hånden satte der sig en bi på glasset. Den stak ham selvfølgelig i munden og selvfølgelig var min far allergisk overfor bier. Med alle de pinlige ting, der i forvejen var, var dette dråben. Som om det ikke var nok kom min far den dag og hentede mig med dette look:

For stor alpehue, hængerøv i bukserne og eksponeret røvrende, skæve briller uden glas, lædertaske med den lange hale slæbende efter sig, kineser øjne, som vidnede om at han havde en lille skid på og som prikken over i’et, mfuldstændig opspilede kinder som følge af bistikket.

Fra den dag, lærte jeg meget hurtigt at gå hjem fra skole selv!

………………………………

Fortsættes snarest – følg med her på min blog eller på facebook