Far historier - fra en tragikomisk barndom, part. 2

Nu har nogle af jer jo læst første del af føljetonen om min far og ved derfor hvordan han, udover alle de andre ting, havde det sært akavet med at lukke folk ind og tage telefonen. Det var for at sige det mildt, ikke helt let for sådan en nysgerrig lille sjæl som mig, som så utrolig gerne ville finde ud af hvem det var, der bankede på eller ringede til os – også udover Lasse Guitar  Som det er med børn, der gerne vil noget, udviklede også jeg en evne til at sørge for alligevel at få min vilje, i det her tilfælde ofte at få åbnet døren eller taget telefonen inden min far nåede at råbe: Du skal ikke lukke/ tage den. Smart eller…  Den følgende historie er en af mine favoritter, så komplet tosset og helt sikkert en af de oplevelser, der har lagt basen for min højt udviklede evne til at finde kreative løsninger selv i de skøreste situationer.

Jeg var vel omkring 8-10 år og jeg husker tydeligt følgende scenarie. Det var en weekend dag og min far var i gang med en af hans yndlings beskæftigelser, nemlig at læse avisen på toilettet. Der kunne han almindeligvis og med stor glæde sidde en halv times tid ad gangen – hvad han ikke vidste var at han denne dag, ville komme til at sidde en hel del længere. Så langt tid at hans nervesystem, skulle komme helt op og ringe. Mens min far sad og hyggede med avisen på toilettet, skete der selvfølgelig det uundgåelige at det bankede på døren. Min netop beskrevne evne til hurtighed trådte i kraft og jeg fik åbnet døren, lige idet min far råbte: Sie, du skal ikke åbne! Udenfor døren stod der en ( for mig) ukendt og pudsigt udseende mand med et langt, hvidt skæg, som præsenterede sig som Werner. Er din far hjemme, spurgte han og jeg hørte mig selv sige at det var han desværre ikke, hvorefter jeg skulle lige til at lukke døren igen. Inden jeg nåede det, trak Werner dog, til min store forbavselse, en pap vin op af sin taske og sagde ‘skidt med det, så venter jeg bare på ham’, hvorefter han gik forbi mig og satte sig ind i sofaen i stuen. Det gibbede i mig, for det var jo lidt uventet og hvad skulle jeg nu gøre, med min far, som jo ‘ikke var hjemme’, men i virkeligheden sad lige derude på toilettet.

……………………………………..

Jeg gik lettere forvirret ind til Werner og tænkte at jeg på den ene eller anden måde måtte forsøge at få ham ud igen. Eller at han måske selv ville gå når han blev træt af at vente. Intet kunne være længere fra sandheden og efter at have hørt på hans gentagne fortælling af den samme historie, som jeg stadig husker handlede om at han havde kørt med et forkert tog og dermed landet i Høje Tåstrup istedet for i Ballerup, måtte jeg konstatere at manden ikke var helt almindelig og sandsynligvis slet ikke i stand til selv at gå. Det hjalp jo heller ikke med pap vinen, som mistede mere og mere indhold i takt med at fortællingen gentog sig. Jeg konstaterede at hans evne til at orientere sig ikke var særlig høj, så han nok ikke ville opdage hvis jeg indimellem gik ud til min far på toilettet. Jeg måtte jo lige forklare ham situationen og i øvrigt se hvordan det stod til.

Min fars skaldepande var allerede ved at blive rød og hans hænder dirrede i luften da han udbrød: Jeg sagde jo du ikke skulle åbne døren, se så at få ham ud!! Jeg er færdig med avisen!!

……………………………………….

Jeg gik ind til Werner igen, der ganske rigtigt slet ikke havde ænset at jeg var væk og nu endnu en gang var midt i samme historie for med toget.

Sådan gentog ikke bare historien men hele scenariet sig i ca. 1 1/2 time, hvor jeg skiftevis pendlede mellem stuen og toilettet indtil min far var ved at gå fuldstændig ud af sit gode skind. Blodrød i hovedet og med sveden haglede af panden samt de knyttede hænder, der nu dirrede endnu mere insisterende i luften, udbrød han desperat: Jeg vil ud af det her toilet nu! Og hvad skal jeg gøre hvis Werner skal på toilettet? Det havde jeg ikke tænkt på, (havde vist haft rigeligt med resten) og uden at tænke videre over det svarede jeg, som den lille leder af hele dette absurde teater stykke: Så må du lægge dig ned i badekarret far!!

………………………………………………………..

Situationens absurditet, min fars nervepirrende tilstand og min egen træthed af at rende frem og tilbage fik tilsammen min hjerne på højtryk for at finde en løsning!

Og endelig, efter snart to timers reality komedie, fandt jeg på noget….

Ahhhh nu husker jeg, hvor min far er gået hen, sagde jeg henkastet til Werner og lod mit ansigt falde i de mest uskyldige folder. Han er hos sin ven John, som bor på Lindegårdsvej 20B, 1 sal th.

…………………………………………

Efter en halv times tagen sig sammen, fik jeg endelig lukket døren efter Werner og som trold af en æske sprang min far ud af toilettet. Rødglødende af raseri, skældte og smældte han og formanede mig om hvordan jeg aldrig mere skulle finde på at åbne døren, medmindre det var aftalt. Min fars vredes udbrud ville tilsyneladende ingen ende tage og blev ved lige indtil telefonen ringede

…………………………………………….

Af uforklarlige årsager valgte min far den dag at tage telefonen og sikke et held, for hans desperate udtryk afløstes hurtigt af et frydefuldt grin. I røret var en rimelig frustreret John, der gerne ville vide hvorfor Werner var blevet sendt over til ham og hvordan man dog fik ham ud igen

……………………………………………….

Og så var der alle de gange, hvor rudekuverterne i den øverste skuffe, viste sine konsekvenser i form af lukning af elektricitet, varme, tlf ect. I lange perioder sagde telefonen ingenting, når man tog røret, der var ingen lys og/ eller der var meget koldt i lejligheden. Som regel var det dog ikke det hele på en gang – heldigvis!

Min far havde en sær vane med at forsøge at ‘glemme’ det ved at lukke den øverste skuffe godt til og, i de perioder, sørge for at være endnu mere varsom med at åbne døren. Noglegange insisterede varmemesteren på at komme ind og en dag, efter utallige mislykkede forsøg, husker jeg hvordan der pludselig hørtes en nøgle i døren. Åh Åh, hvad nu!?

Det var viceværten, som den frustrerede varmemester havde fået fat på og de to var nu på vej ind for at aflæse varmemåleren. Min far lå i sin store seng i stuen og da han hørte de to mænd komme ind, greb han til sin allerede godt integrerede livs strategi: Undgåelses strategien! Hvad man ikke ser, eksisterer ikke, var vist hans overbevisning.

Den dag gjorde han såmænd blot som strudsen og stak hovedet i sandet, læs. trak sengetæppet op over hovedet og spillede ‘død’.

De to mænd plus min onkel som var stødt til, så noget betuttede ud, da de trådte ind i stuen og så min fars skikkelse ligge ubevægelig under sengetæppet

………………………………………………………

Så skruede de varmemåleren af og vupti så var den potte ude…
Ikke mere besvær til dem og ikke mere varme til os

………………………………………………………. :-O

Min fars undgåelses strategi viste sig også på andre måder, f.eks. når han stolt berettede om sine tog ture til og fra arbejde ( min far arbejdede i min onkels vin firma Vinrosen på Østerbro, men det er en helt anden historie).

Ofte kom min far hjem fra arbejde og fortalte fuld af beundring for sin egen helte bedrift om hvordan han havde kørt på røven og var løbet fra kontrollørerne. Historien forløb somregel nogenlunde sådan: ‘ Sieeeeee, kaldte han, far vil bare lige fortælle at han løb fra kontrollørerne idag, de løb helt ud på perronen men kunne ikke fange ham. Far var alt for hurtig for dem….’, derefter den pause, hvor min fars forventningsfulde blik afventede bifaldet…

Selvom det var en smule underligt, tænkte jeg, som lille, at min far vel nok var en helvedes Karl, siden han sådan kunne løbe fra alle kontrollørerne

…………………………………………………….

 

image2.jpeg