At vende hjem

Jeg er vendt hjem mange gange og på mange planer i mit liv. Jeg har gransket, pillet i og arbejdet med min fortid på kryds og tværs, op og ned og alt derimellem. Jeg har modvilligt vendt mig om og stirret direkte ind i mine forældres sorgfulde, magtesløse skæbne. Jeg har mest af alt gjort det af nød - nødvendighed vel at mærke. Og gud ske tak og lov for at smerten var uundgåelig, for ærligt, jeg har en medfødt evne til at fortrænge mørket og søge lysets evige frelse. 

Men denne gang er det anderledes. Jeg er ikke vendt hjem af nød men af lyst. Jeg er vendt hjem på det fysiske plan for at se på den setting, der rummede min barndoms oplevelser, fra det genvundne hjem indeni mig.

Jeg er vendt hjem af nysgerrighed og kærlighed. 

Jeg er vendt hjem for at hilse på de træer, jeg har savnet. For at fare vild i den samling af dem, der kaldes skov. 

For at sidde på kælkebakken ved slottet og spejde efter frøer i søen ved det lille hus.

Jeg er vendt hjem for at indånde den friske hav luft og fyldes af den ro jeg kender så godt fra barndommens uendelige dage.

For at drikke te på Emmerys på hjørnet af den vej, hvor min barndoms 'onkel' Lasse Guitar boede.

For at gense den bygning, mit barndomshjem,  der rummer så mange underfundige, tragikomiske minder.

For at mærke det afslappede forstadsliv på Jægerborg Alle og bade på den strand, jeg altid har elsket.

Det er i grunden utroligt, som vi mennesker kan rejse fra nær til fjern, indeni og udenpå, og når vi så vender hjem, er det som om tiden har stået stille. 

Det er som en parallel verden, der hele tiden har eksisteret, omend vi måtte have glemt det. 

Som jeg sidder her i mit centrum, er det som om minderne ikke bare lever i mig, men i alt omkring mig - i de ældgamle, vise træer, i monumenterne og bygningerne, der har oplevet tidernes skiften, i butikkerne, der bortset fra et par enkelte, stort set er de samme, som da jeg var barn, i luften, i havet...

Det er med det at vende hjem, som med så meget andet. Vi kommer ikke udenom.

Alt vender før eller siden tilbage til sit udgangspunkt. Vejen ind er den eneste vej, for hvis du ikke har været inde, hvordan vil du så komme ud? Ofte er det sådan, at vi må rejse ud for at vende hjem med nye øjne, men vi må også vende hjem for på et nyt udgangspunkt, at kunne begive os ud i verden. 

At vende hjem og slutte fred med alt det, der var, så det, der er, kan blive til alt det, det altid var meningen, det skulle være.

Kære hjem,

du er ikke længere forbundet med smerte, svigt og afsavn. Jeg mærker din kærlighed og ikke mindst min til dig og jeg forstår på et dybt plan, at du altid var det og kun det i din essens. At du altid var mit og omfavnede mig, selv når jeg troede det modsatte. At det 'dem og os', der gav genlyd igennem hele min opvækst, var en illusion. At jeg hører til. 

Lige her i alt hvad der er dig. Lige her midt på bakken i skoven.