'OFF day' - Hvordan kommer du tilbage til dig selv?

Igår havde jeg en ‘Off day’. En af de dage, hvor kontakten til mit højere selv simpelthen er ‘switched off’ eller ihverfald skruet gevaldigt ned. 

På sådanne dage, som heldigvis sker sjældnere og sjældnere i mit tilfælde, føler jeg en tomhed og tristhed, der gør mig mismodig. Lidt ligesom en baby, der ikke føler sig fyldt op, sådan har jeg det. Jeg føler mig alene og dermed uden mening her, fordi det meningsfulde ved at være her på jorden jo i høj grad involverer samspillet med andre mennesker. At være noget for nogen, at udveksle kærlighed og dele erfaringer, indsigter mm. 

Det er jo selvfølgelig en illusion at vi er alene og det ved jeg alle de andre dage, men på en dag, som igår, får illusionen tag i mig. Vi kender det allesammen, selvom min erfaring er, at det udspiller sig som forskellige fornemmelser, følelser og tankemønstre hos os hver. Vi ved også godt allesammen at det er, på netop disse dage, vores gamle skygger, afhængigheder ect. kan overtage os. 

Det er her vi ‘falder i’ med at spise for meget kage, lader dankortet gløde, ringer til vores gamle kærester ect. 

Spørgsmålet er i hvor høj grad vores bevidsthed er i stand til at trænge igennem på netop disse dage og dermed HVAD vi gør og hvor meget karma vi skaber…

Husk på , Helvede, ‘Gehenna’ på Aramæisk, betyder at være ved siden af sig selv, altså ikke-centreret, ikke i kontakt/‘aligned’/lig med vores højere selv. Synd, ‘Khteetha’ på Aramæisk, betyder at ramme ved siden af forårsaget af mangel på nærvær -altså fravær. Altså den gamle ‘saying’ om,at vi gennem det at synde, kommer i helvede, kunne vi, måske med fordel vende om. 

Når vi er i helvede - ved siden af os selv, vil vi med enhver handling ramme ved siden af - altså skabe karma - synde. Jo mere vi acter out/re-agerer fra den tilstand, jo længere væk fra os selv vil vi komme - jo længere ind i tilstanden ‘Helvede’. 

Igår gik det op for alvor op for mig, at mit mønster på sådan en dag, som handler om at isolere mig og analysere mine følelser, faktisk holder netop den ‘svære’ tilstand i ave. Normalt ville jeg have fundet en ‘passende’ forklaring på min tristhed og så ville jeg have fokuseret på at løse ‘problemet’ i det ydre - måske en klassisk ide om en mand, der ikke var nærværende, som jeg måtte have fat i, det grå danske vejr, jeg måtte rejse væk fra eller andet. 

Faktum er bare at ingen at disse umiddelbart plausible forklaringer, indeholder den dybere sandhed, årsag eller løsning på den afbrudte forbindelse mellem mig og mit højere selv. 

Og måske er årsagen heller ikke altid så vigtig men nærmere den accept af tilstanden og ikke mindst det nærvær, der for alvor kan transformere den. 

Så istedet for at blive ved at analysere eller ‘acte out’ ved at forsøge at løse ting og relationer uden for mig selv, satte jeg mig ned og gjorde netop det, jeg lærer mine klienter -at vende opmærksomheden indad. Ikke ind i det mentale univers men ind i kroppen, ind til centrum i hjertet. At vende tilbage til det Himmerige ‘Malkoota d’Shmeya’ som findes inde i os, nemlig som en tilstand af nærvær. Her sad jeg blot og var med de fornemmelser, der bevægede sig igennem mig. Uden analyse, uden dom men derimod med en uforbeholden accept, som i sidste ende er den største kærlighed vi kan give til både os selv og andre. ACCEPT og VÆREN MED. Også når det umiddelbart føles ubehageligt. 

Efter 20 minutters tid havde min tilstand ændret sig. Jeg var ikke jublende eller på samme lette, glade frekvens, som er min normal tilstand, men jeg havde det bedre og følte mig klar til at møde verden. 

Det er så vigtigt at huske at alt kommer indefra og intet grundlæggende kan ændres udefra, som blot er et spejl af vores indre. Når først vi bliver i stand til at bruge denne viden, som jeg gjorde igår, får vi en ny erfaring og næste gang er ‘vejen’ beredt og lidt lettere at træde ned af. 

Det behøver ikke vare længe, det vigtigste er din uforbeholdne opmærksomhed og intention - her Accept, at møde og rumme det der er i kærlighed.

Med ønsket om at du også må finde vejen til Himmeriget inde i dig, 
Manookah <3